Trustpilot fremragende
Hurtig levering
Levering gratis fra 499 kr.
MobilePay og EAN betaling
Salat med jordbær

Salat med jordbær

Dejlig sommersalat med jordbær, rucola, feta, ristede pinjekerner & pebret balsamicodressing

Salat med jordbær hører sommeren til. For der er altså noget med sommermad, jordbær og Danmark! Og når jordbær er i sæson herhjemme, nyder jeg at flette dem ind i madlavningen.

Jordbær med balsamico og sort peber - Fragola Pazzo

Men... det har aldrig skadet at flette det italienske køkken ind i madlavningen.

Og det er netop det, som jeg har gjort her. Fragola Pazzo er en klassisk itaiensk ret - faktisk en dessert - hvor man serverer jordbær med balsamico eddike og sort peber på. Begge dele passer utroligt godt til jordbær. Ellers var det næppe blevet en klassisk italiensk dessert. De to ingredienser intensiverer jordbærsmagen. Det er med den dessert i mente, at jeg har lavet den her dejlige salat med jordbær.

Prøv også: Ananas salat - Pina Colada salat

 

Jeg er i køkkenet!

Ingredienser,
Salat med jordbær

(4 personer)
250 g jordbær
1/2 stk spidskål eller iceberg
2-3 håndfulde rucola
20 g pinjekerner
200 g feta

Salaten smager godt hvad enten du bruger spidskål eller icebergsalat. Men icebergsalat gør den lidt 'friskere'

 
 

Ingredienser, dressing,
Salat med jordbær

(4 personer)
5 spsk olivenolie (øg mængden på olivenolie lidt, hvis du bruger spidskål)
3 spsk balsamicoeddike, rød (den mørke)
1 spsk jordbærmarmelade, sirup eller flydende honning
1/4 salt
sort peber, friskkværnet (ca 1/4 tsk)

Se tip længere nede vedrørende dressingen.

 
 
 
 
Sådan gør du:
  1. Rist pinjekernerne gyldne på en tør pande. Hold øje og bevæg pinjekernerne hele tiden, ellers brænder de nemt på. Stil dem til side, så de kan køle af.
  2. Rør ingredienser til dressingen sammen. Smag den til med salt, peber, eddike og sødemiddel (jordbærmarmelade, sirup, eller flydende honning) - se tip nedenfor
  3. Snit spidskål eller iceberg fint
  4. Skær jordbærrene i skiver
  5. Fordel spidskål (eller iceberg) på et serveringsfad og bland rucola i.
  6. Fordel dressingen over salaten. Den farver salaten en del på grund af den mørke balsamico. Se tips vedr. dressingen nedenfor.
  7. Fordel jorbær i skiver på salaten.
  8. Smuldr feta over salaten (eller riv fetaen på den grove side af et rivejern)
  9. Top med de ristede pinjekerner
  10. evt. pynt med kronblade fra roser (ikke sprøjtet)

Tip til opskriften:

  • Den mørke balsamicoeddike kan misfarve salaten. Men den har en fantastisk smag. Du kan undgå misfarvningen ved blot at dryppe noget af dressingen over salaten og servere resten på siden. Så kan folk selv fordele dressingen på deres portion. Alternativt så fordel al dressingen på iceberg/rucola blandingen uden at vende den med dressingen. Fordel jordbær, fete og pinjekerne EFTER du har puttet dressing på.
  • Vil du gerne slippe for at røre en dressing sammen, så kan du nøjes med at hælde lidt olivenolie over salaten og dryppe med balsamico glace. Kværn lidt sort peber over salaten til sidst. Det giver et lige så godt resultat.

Sommersalater – salater med frugt

Salater smager dejligt, når der er kontraster i både smag og konsistens. Her er frugt i salat godt at bruge, for at give sødme. I den her salat med jordbær, giver jordbærrene sødme, balsamico syre, iceberg/spidskål sprødhed, de ristede pinjekerner knas. Til sidst feta, som giver både salt og fedme til den her jordbærsalat.

Salater med frugt smager dejligt året rundt – altså salater der er velegnet til frugt.

I efterårssalater bruger jeg oftest frugt som æbler og pærer. Men når det kommer til sommersalater, så bruger jeg gerne ferskner, blommer, ananas - eller som her - jordbær i salat.

Jordbær til salat med jordbær

Watch on YouTube

Pynt salaten med spiselige blomster

Salaten bliver ekstra festlig og ikke mindst sommerlig, ved at pynter den med spiselige blomster. Men hvilke blomster er spiselige? Her finder du en oversigt.

Har du have, har du højst sandsynligvis spiselige blomster, lige ved hånden. Tusindfryd, eller bellis som den også bliver kaldt, pibler frem i græsplænen. Og den er spiselig. Har du roser i haven, kan du bruge kronbladene fra dem. Det er netop kronblade fra roser, som jeg har brugt til at pynte min salat. Den smukke blå forglemmigej, ses også i mange haver. Listen er lang... mon ikke du har nogle at de spiselige blomster i nærheden af dig? Om ikke andet er skvalderkål svær at undgå. Og man kan faktisk spise den fine blomst (skærm) den sætter.

Blomsterpynt til salat med jordbær

Rose, 'New dawn', som jeg har pyntet jordbærsalaten med

 

Har du spørgsmål eller en kommentar til opskriften, så skriver du bare her...

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej! Jeg hedder Dominique,
og det er mig der står bag Salatboden

Jeg er hverken gastronom, diætist eller kostvejleder, men en madrelateret titel har jeg dog … MADØRE!
Jeg elsker at lave mad og særligt den grønne del af den. Jeg har delt mange opskrifter med familie og venner igennem årene. Her deler jeg dem med dig. Velkommen til og lad os så komme i gang...

Kærlig hilsen, Dominique

 
 
 
 
 
 
Inspiration direkte i din indbakke?

Skriv dig op til nyhedsbrevet og få besked direkte i din indbakke, når jeg poster en ny opskrift, eller har en relevant nyhed til dig.


 
 
TILMELD DIG Salatbodens nyhedsbrev

Vil du være den første til at få sidste nyt? Du hører fra mig i særlige anledninger.

Personoplysninger og cookie
© Salatboden. Alle rettigheder forbeholdt 2021
crosschevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram