Italiensk omelet – Italien møder dansk omelet i den her lækre kombination af æg, ovnbagte grøntsager og ikke mindst sprød parmaskinke.
Egentligt er det jo en frittata, italiens svar på en æggebaseret ret med ingredienser som grøntsager, kød og ost.
Omeletten her er med ovnbagte auberginer, tomater, peberfrugter, tomatsovs og parmesanost. Tilsidst er hele herligheden toppet med basilikum og sprød parmaskinke - uhm!
Her i huset får vi italiensk omelet a la frittata næsten hver morgen. Hverdag som weekend. Omeletten kan varieres i det uendelige, alt efter hvilke grøntsager, som du tilsætter. I weekenden gør jeg dog lidt mere ud af det som her.
Blot et fif. Den her omelet er en genial måde, at bruge alverdens grøntsagsrester.
Retten fungerer fint til både morgenmad, frokost og aftensmad.
Får du en rest omelet til overs gør det ikke spor, for den smager godt både lun og kold og kan sagens holde et par dage i køleskabet.
Prøv også: Frittata (italiensk omelet) med fennikel
Laver du italiensk omelet til brunch kan du tilberede alle grøntsagerne og tomatsovsen dagen før. På dagen skal du blot fordele grøntsagerne og tomatsovsen i en bradepande og toppet med parmesan. Så kan den snildt stå klar til at poppe i ovnen, når det passer dig.
Her er auberginer, tomater og peberfrugt bagt og klar til at komme i omeletten. Du kan sagtens bage dem dagen før, de vil blot trække ekstra smag af at ligge på køl natten over.
Skal du bruge omeletten til brunch, er det rart, hvis du kan lave nogle ting i forvejen. Alt for at undgå stress 🙂 Du kan som nævnt ovenfor bage grøntsagerne dagen før. På selve dagen kan du samle omeletten som her og smide den i ovnen lidt før gæsterne kommer. Du kan også sagtens bage den i god tid før gæsterne kommer, da den smager skønt både varm, lun og kold.
Jeg laver ofte et stor portion omelet. Mere end vi kan spise på dagen. Det der bliver tilovers kan sagtens holde et par dage i køleskabet. De efterfølgende dage, skal jeg blot bruge tid på at riste et stykke rugbrød, og lægge en skive af omeltten på. Nemt og en god start på dagen.