Trustpilot fremragende
Hurtig levering
Levering gratis fra 599 kr.
MobilePay og EAN betaling
Jordskokkesalat med bacon, svesker og saltbagte mandler

Jordskokkesalat med bacon, svesker og saltbagte mandler

Sveskesnack fra min barndom

Du får her en forrygende, fyldig jordskokkesalat – inspireret af en snack, jeg er vokset op med.

I mit barndomshjem lavede min engelske mor ofte Devils on Horseback. Hun kaldte dem nu “Devils eye” af en eller anden grund – men skønne var de! En sveske fyldt med en mandel og svøbt i bacon, som efter en tur i ovnen blev til den lækreste kombination af sødt, salt og sprødt.

Jordskokkesalat a la ‘Devils on Horseback’

Det er netop denne snack, der inspirerede mig til denne jordskokkesalat. Jordskokkesalat består både af bagte og rå jordskokker. Sidstnævnte har en dejlig nøddeagtig smag og masser af crunch. De kombineres med letbagte svesker, sprød bacon, rucola og sprøde, salte mandler. Behøver jeg sige mere?

👉🏼 Nederst på siden ligger en lille film, hvor du kan få et indtryk af, hvordan jeg laver salaten.

Jeg er i køkkenet!

Ingredienser,
Jordskokkesalat med bacon, svesker og saltbagte mandler

(4 personer)
250 g bacon i skiver
1 kg jordskokker
Flagesalt
Friskkværnet peber
Olivenolie (eller rapsolie)
15-20 stk svesker (udstenede)
75 g rucola
1 stk citron

Rå jordskokker har en skøn nøddeagtig smag.

 
 

Ingredienser saltristede mandler,
Jordskokkesalat med bacon, svesker og saltbagte mandler

(4 personer)
100 g mandler
1 spsk vand
2 tsk fint salt
 
 
 
 
Sådan gør du:
  1. Saltristede mandler: Tænd ovnen på 150°. Rør salt sammen med kogende vand, så saltet opløses let. Tilsæt mandlerne, og vend dem godt rundt. Lad dem hvile i 10 minutter. Læg dem på en bageplade med bagepapir (uden det vand, der eventuelt er i bunden af skålen). Rist dem i ovnen i cirka 20 minutter, eller til de er sprøde. Vend dem gerne en enkelt gang undervejs. Lad dem køle af, og hak dem groft.
  2. Skru herefter ovnen op til 180° varmluft.
  3. Fordel baconskiverne på en bageplade med bagepapir. Bag dem i 5 minutter, og vend skiverne. Bag i yderligere ca. 5 minutter, eller til baconen er gylden og sprød. Læg baconskiverne på en tallerken med køkkenrulle. Gem bagepapiret med baconfedtet – det skal bruges til jordskokkerne.
  4. Rens jordskokkerne, og tag halvdelen fra (de skal bruges senere). Skær de største jordskokker i kvarte, (dem der skal bages, behøver du ikke skrælle), og fordel dem på bagepapiret med baconfedt. Dryp med olivenolie og vend jordskokkerne i olien og baconfedtet, fordel dem jævnt, og krydr let med salt og peber (husk, baconen er salt).
  5. Bag jordskokkerne i ovnen 45 minutter, eller til de er let gyldne, karamelliserede og møre. De sidste 5 minutter – se punkt 7
  6. Skræl imens de resterende jordskokker. Skær dem i skiver på langs, og derefter i tynde stave (julienne). Læg stavene i isvand med lidt citronsaft, indtil de skal bruges.
  7. Skær sveskerne i halve, og fordél dem mellem jordskokkerne og bag dem med i 5 minutter .
  8. Tag jordskokker og svesker ud af ovnen, og lad dem afkøle.
  9. Skyl og slyng rucolaen.
  10. Nu kan salaten samles:
  11. Afdryp jordskokkestavene, og dup dem tørre. Vend dem med lidt olivenolie og citronsaft.
  12. Bræk (eller skær) baconen i mindre stykker, og vend halvdelen sammen med de bagte jordskokker, svesker, rå jordskokkestave og rucola på et serveringsfad.
  13. Dryp med olivenolie, og pres den sidste citronsaft over salaten.
  14. Top salaten med de saltristede mandler og resten af baconen.
  15. Server!

Tip til opskriften:

  • Læg de rå jordskokkestave i isvand med lidt citronsaft.
    Det gør dem ekstra sprøde og forhindrer, at de bliver brune.

Har du lyst til at prøve en anden salat med jordskokker? Så kan jeg anbefale min råkostsalat her.

Saltbagte mandler

Saltbagte mandler er virkelig nemme at lave – og de er skønne som topping på nogle salater, hvor de giver et salt og sprødt element. Kontraster i tekstur gør ofte en salat ekstra interessant, og her passer de fint ind.

Lav gerne rigeligt, når du alligevel er i gang. Det er dejligt at have lidt klar til næste gang, du vil give en salat lidt knas – og så er de også en virkelig god snack i sig selv.

Hele saltristede mandler i en sort keramikskål. En lille sort skål med flagesalt ses ved siden af, og der ligger lidt salt spildt på det lyse bord.

Saltbagte mandler – nemme at lave og skønne som topping.

Watch on YouTube

Devils on Horseback – en sveskesnack med bacon

Devils on Horseback er en snack, jeg kender fra min barndom. Den er enkel at lave – og smager skønt både lun og afkølet.

Udstenede svesker fyldes med en hel mandel. Skub blot mandlen ind i den åbning, der opstår, når svesken udstenes. Vikl et halvt stykke bacon rundt om hver sveske, og fæstn eventuelt med en cocktailpind.

Bag dem ved 180° varmluft, til baconen er gylden og sprød. Du kan godt glæde dig!

 

Læs mere om jordskokker

Vil du læse mere om jordskokker som råvare, kan du finde en fin gennemgang hos Aarstiderne.

2 kommentarer

  1. Annemette siger:

    Kunne man bruge confiteret and istedet for bacon?

    Svar
    1. Dominique siger:

      Kære Anneette 😊
      Det lyder som en virkelig lækker idé!
      Jeg har ikke selv prøvet at lave salaten med confiteret and, men jeg kan sagtens forestille mig, at det vil fungere rigtig godt – især til jul.
      Giv endelig lyd, hvis du tester – jeg vil så gerne høre, hvordan det bliver!
      Bh Dominique

      Svar

Har du spørgsmål eller en kommentar til opskriften, så skriver du bare her...

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Hej! Jeg hedder Dominique,
og det er mig der står bag Salatboden

Jeg er hverken gastronom, diætist eller kostvejleder, men en madrelateret titel har jeg dog … MADØRE!
Jeg elsker at lave mad og særligt den grønne del af den. Jeg har delt mange opskrifter med familie og venner igennem årene. Her deler jeg dem med dig. Velkommen til og lad os så komme i gang...

Kærlig hilsen, Dominique

 
 
 
 
 
 
Inspiration direkte i din indbakke?

Skriv dig op til nyhedsbrevet og få besked direkte i din indbakke, når jeg poster en ny opskrift, eller har en relevant nyhed til dig.


 
 
TILMELD DIG Salatbodens nyhedsbrev

Vil du være den første til at få sidste nyt? Du hører fra mig i særlige anledninger.

Personoplysninger og cookie
© Salatboden. Alle rettigheder forbeholdt 2021
crosschevron-leftchevron-right linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram